Kat Jarby Kat Jarby

Vedtægter


§1 - Navn og beliggenhed

Foreningens navn er: Danske Artist Managers - herunder kaldet DAM.

DAM er hjemmehørende i Københavns Kommune.

§2 - Formål og mission

Foreningens formål er at arbejde for at forbedre danske managers generelle vilkår i musikbranchen og relateret brancher, samt udøve national og international kompetenceudvikling for medlemmer.

Foreningen skal fremme medlemmers interesser ved at udøve politisk indflydelse gennem repræsentation i offentlige udvalg, bestyrelser og råd, samt åbne for en dialog og eventuel samarbejde med andre organisationer.

DAM er uafhængig af partipolitik.

DAM skal indgå i relevante internationale netværk og herigennem følge udviklingen samt repræsentere medlemmerne ud over landets grænser.

§3 - Medlemmer

Som medlem af DAM kan optages artist managers, der repræsenterer musikartister med rødder eller virke i Danmark. Det er et krav for at opnå og bevare medlemskab af DAM, at manageren vil arbejde for DAMs overordnede formål og overholde DAMs love og regler.

Medlemskab gives gennem ansøgning til medlemsudvalget, som er en del af bestyrelsen.

§4 - Stemmeberettigelse

Kun medlemmer med gyldigt medlemsbevis har stemmeret ved generalforsamlingen. Afstemning kan foregå ved personligt fremmøde på generalforsamlingen eller elektronisk.

§5 - Kontingent, udmeldelse og suspendering

Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingenten betales forlods ved medlemstegning. Kontingentåret følger kalenderåret. Ved indmeldelse midt i kontingentperioden fastsættes kontingentet således, at der betales for de resterende påbegyndte måneder, indtil kontingentåret starter forfra.

Kvittering for betalt kontingent er gyldigt medlemsbevis.

Udmeldelse af DAM følger kontingentåret og kan således ske frem til d. 1. december med virkning fra 1. januar i det efterfølgende kontingentår.

Medlemmer, der bryder DAMs vedtægter og regler, eller som skader DAMs ry og omdømme, kan ekskluderes fra DAM.

Vedtagelse om eksklusion sker af generalforsamlingen med 2/3 flertal efter indstilling fra bestyrelsen.

§6 - Generalforsamling

Generalforsamlingen er DAMs øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes årligt inden det 1. kvartals udgang. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 60 dages varsel af bestyrelsen. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen og den endelige dagsorden med eventuelle bilag udsendes pr. mail senest 7 dage før generalforsamlingen.

Kun medlemmer med gyldigt medlemsbevis har stemmeret ved generalforsamlingen. Afstemning kan foregå ved personligt fremmøde på generalforsamlingen eller elektronisk.

Generalforsamlingens beslutninger træffes med almindeligt flertal, medmindre andet er beskrevet.

Afstemning foregår ved håndsoprækning. Der kan forlanges skriftlig afstemning, for eks. personvalg. Stemmer kan ikke afgives ved fuldmagt.

Beslutning om ændring af vedtægter træffes med almindeligt flertal, dog med undtagelse af § 2 (formål) og §10 (opløsning), der kræver mindst 2/3 flertal.

Dagsordenen skal indeholde følgende faste punkter:

  1. Valg af dirigent og referent

  2. Godkendelse af dagsorden

  3. Valg af stemmetællere

  4. Bestyrelsens beretning

  5. Godkendelse af årsregnskab

  6. Fastsættelse af kontingent for det kommende år

  7. Fremlæggelse og godkendelse af budget for det kommende år

  8. Indkomne forslag

  9. Valg

    1. af forperson

    2. menige bestyrelsesmedlemmer

    3. af 1-2 suppleanter

  10. Valg af revisor

  11. Evt.

§ 7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tredjedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder på samme måde som for ordinær generalforsamling.

§8 - Bestyrelse

Bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen består af 1 forperson og 4 menige bestyrelsesmedlemmer, som alle sidder to år ad gangen.

Ved første valg er funktionsperioden for forperson og 2 bestyrelsesmedlemmer 2,5 år og for de øvrige 2 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter 1,5 år. Fordeling af funktionsperiode for bestyrelsesmedlemmer afgøres af stemmetal. Herefter vælges forperson + 2 medlemmer i lige år, og 2 medlemmer samt de to suppleanter i ulige år.

Samtlige medlemmer er opstillingsberettigede, og det tilstræbes, at bestyrelsens sammensætning er bred og mangfoldig. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen med næstforperson, kasserer og øvrige poster som bestyrelsen finder hensigtsmæssig. Udtræder et medlem af bestyrelsen, skal bestyrelsen indtil førstkommende generalforsamling supplere sig med et nyt medlem, fortrinsvist med den øverste på suppleantlisten. Udtræder forpersonen, indsættes næstforpersonen som forperson, og bestyrelsen vælger en ny næstforperson.

Bestyrelsen ansætter et sekretariat, der skal bistå bestyrelsen med daglig drift af organisationen.

Foreningen tegnes af forpersonen. Bestyrelsesmøder indkaldes af forpersonen i samarbejde med sekretariatet, og afholdes mindst 1 gang pr. kvartal. Første møde hvert år skal afholdes inden Generalforsamlingen, så bestyrelsen kan tage stilling til nye medlemsskaber inden generalforsamlingen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede. Ved stemmelighed er forpersonens stemme afgørende.

Bestyrelsen repræsenterer DAM udadtil og tilrettelægger og gennemfører DAMs aktiviteter i samarbejde med sekretariatet i henhold til Generalforsamlingens beslutninger.

§9 - Regnskab

DAMs regnskabsår følger kalenderåret.

Årsregnskabet skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse opstillet af en revisor.

DAMs midler kan kun anvendes til de i § 2 nævnte formål.

Finansieringen af DAMs aktiviteter udgøres af medlemskontingenter, offentlige tilskud samt evt. privat sponsorering m.m.

§10 - Forpligtelser

For DAMs forpligtelser hæfter alene dennes formue, og ingen anden har noget personligt ansvar for DAMs forpligtelser.

DAMs forperson og kasserer har prokura og kan råde over DAMs konti og økonomi uden ansvar for den siddende bestyrelse. Sekretariatslederen har ligeså prokura.

Forpersonen har fuldmagt til at udføre alle løbende forretninger, herunder forestå forhandlinger over for andre organisationer, foreninger, myndigheder m.v. jfr. Formålsbestemmelsen i §2, såfremt det ikke strider imod de af bestyrelsen trufne beslutninger.

§11 - DAMs opløsning

Opløsning af DAM kan kun ske ved generalforsamlingsbeslutning.

Til DAMs opløsning kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslag herom.

DAMs evt. formue skal ved opløsning anvendes til de i § 2 nævnte formål.

Read More